Gunafolket fejrer 100 års selvstyre – og vi bør takke dem for forsvaret af deres skove
Gunafolket i Panama er et af de mest succesfulde oprindelige folk, når man ser på, hvordan de har opnået kollektive rettigheder til deres territorier og retten til selvbestemmelse. I år fejrer de 100 års jubilæet for deres revolution, som sikrede dem et højt niveau af selvbestemmelse. Verdens Skove har støttet gunafolket siden 1994 og hjulpet dem med udvidelser af deres territorier.
En mand fra gunafolket plasker afsted i en udhulet kano uden pagaj væk fra en ø i det Caribiske hav, hvor hans politikollegaer lige er blevet dræbt. Øen er fyldt til randen med huse med bliktage som en anden piratø fra en film. Imellem husene ligger afhuggede lemmer fra døde babyer. De er blevet dræbt, da de er børn, født af gunakvinder, der er blevet voldtaget af kolonister for at avle gunaerne ud.
I gaderne og på pladser bliver panamanske politifolk dræbt, og selv de gunafolk, der er med i politistyrken står for skud, da gunafolket endeligt rejser sig til revolution efter mange års undertrykkelse.
Kun den ene mand, der padler væk, redder sit liv. Det er blodige løjer. Men bare rolig. Det er et skuespil, der er en del af gunafolkets fem dage lange fejring af den revolution, der fandt sted for 100 år siden. I det store skuespil, hvor unge og ældre gunaskuespillere skyder og “myrder” løs i kampe til lands og til vands ud for øen, kan gunaerne og særligt inviterede gæster og venner af gunafolket se og genopleve genopførslen af nogle af de ting, gunaerne blev udsat for af kolonistyret, men også en ærlig gengivelse af nogle af de blodige handlinger, gunaerne selv udførte i kampen for frihed. Genopførslen er en del af en stor fejring, som finder sted hvert år i februar måned, men som i år er ekstra stor på grund af det runde årstal.
Revolutionen i 1925 endte med sejr for de oprindelige gunafolk, som fik kæmpet sig til en større grad af selvstændighed og i sidste ende retten til deres første af de territorier, hvor de i dag nyder en udbredt grad af selvstyre. Noget, der ellers sjældent er sket, når oprindelige folk har rejst sig imod deres undertrykkere.
Et presset folk sejrer
Gunaerne har historisk set boet i både det nuværende Colombia og Panama, men de blev under den spanske kolonisering gradvist presset nordpå og ud mod Panamas kystområder. Her ligger en bjergkæde, der er det såkaldte kontinentale skel, hvorfra vandet på den nordøstlige side løber ud i Atlanterhavet, og vandet fra den sydvestlige side løber ud i Stillehavet. Bjergkæden blev senere grænsen til Guna Yala-territoriet, som har nogle af Centralamerikas bedst bevarede regnskove. Gunaerne bosatte sig dog hovedsageligt på øer i det Caribiske Hav, mens skovene inde på fastlandet er tyndt befolkede og de fungerer, takket være gunafolket, stadig som en smal, men meget vigtig skovkorridor for migration af dyr mellem Central og Sydamerika.
Inden revolutionen var der forbud mod at tale gunaernes eget sprog, de måtte ikke synge deres sange og gå i deres eget tøj. De skulle aflevere en stor del af deres afgrøder til de lokale korrupte politifolk, som gjorde, hvad de kunne, for at gøre livet surt for gunaerne. Efter at en gunamand var blevet skudt og dræbt af politiet i 1921, da han nægtede at aflevere halvdelen af sin høst til politiet, fik gunaerne nok. De brugte de næste fire år på at planlægge deres oprør, hvor de skød politichefen, en række politifolk og straffede deres undertrykkere og dem, som samarbejdede med dem.
Revolutionen banede vejen for, at gunafolket fik selvbestemmelse og at Guna Yala-territoriet senere blev de facto oprettet i 1938 og administrativt godkendt i 1953. Territoriet er på over 2.300 kvadratkilometer, og omfatter både fastland og omkring 365 øer i San Blas-øgruppen. Her bor lidt over 60.000 gunaer, hvoraf 80-90 procent bor på de omkring 50 beboede øer, mens resten bor på fastlandet. De fleste vælger at bo på øerne, da de tilbyder god adgang til fiskeri og handel samt tidligere mere sikkerhed mod forfølgelse. Flere af gunaerne overvejer dog at flytte til fastlandet, da overbefolkning og havvandsstigninger på grund af klimaforandringerne truer øerne.
På den anden side af bjergene
Nogle af gunafolkene flyttede dog aldrig over bjergene til Guna Yala, og flere af dem bor stadig i et regnskovsområde, der hedder Wargandi på den sydlige del af kontinentalskellet. I 1994 havde de stadig ikke retten til deres territorium, alle kunne tage deres jord, og nybyggerne var på vej. Kampen for deres territoriale ret blev det egentlige startskud til Verdens Skoves arbejde med oprindelige folks territoriale rettigheder.
Verdens Skove, som dengang hed Nepenthes, startede arbejdet i Panama i 1994. Det begyndte med, at Vibeke Tuxen, der var leder af det, der dengang hed projektafdelingen, fik kontakt til organisationen Dobbo Yala, der arbejdede for oprindelige folks rettigheder. Organisationen bestod hovedsageligt af gunafolk, selvom der senere kom andre oprindelige folk med. Folkene bag var optaget af at sikre de tre oprindelige gunalandsbyer i Wargandi retten til territoriet med hjælp fra Verdens Skove.
“Det var en lang proces,” forklarer Vibeke Tuxen, som lige er kommet hjem fra et besøg i Wargandi og Guna Yala, hvor hun var med til fejringen af 100-års jubilæet for revolutionen. Hun fortsætter: “Vi var derude i 1994, og i 1996 fik vi penge fra Danida. Vi startede med at markere grænsen. Gunaerne vidste godt, hvor grænsen gik. Vi sørgede for, at de lavede en sti, som hele tiden blev ryddet af ungdomsgrupper, og der blev sat skilte op, hvor der stod, at man nu var på vej ind i gunaernes territorium.”
Noget der dog var lidt udfordrende for folk, der ikke kunne læse eller skrive.
“Flere gange satte de skiltene på hovedet, andre gange satte de dem, så teksten kun kunne læses, når man gik ud af territoriet og ikke ind. Men territorierne blev markeret og målt op med geopositioner, som foregik til fods,” siger hun.
Oprettelsen af oprindelige folks territorier er forbundet med en masse bureaukrati og jura. Til at starte med, måtte en lov, der forhindrer nybyggere i at overtage land, hvis der er tvist om jorden, tages i brug, forklarer Vibeke Tuxen. På den måde kunne man forhindre, at indtrængende nybyggere fik papir på den jord, de havde overtaget, og at flere fik incitament til at rykke ind i området. En lov, gunafolket ikke selv før havde brugt i forsvaret af deres område.
“En stor del af arbejdet krævede kendskab til panamansk lovgivning og kendskab til processen med at fremføre krav om territoriet til parlamentet. Det var især vores partner, Dobbo Yala, som var gode til den juridiske del. De lokale i Wargandi skulle også lære at forsvare territoriet. Hvad gør man, når der trænger nybyggere ind, hvor henvender man sig, og hvordan gør man? Lederne skulle uddannes i at tale på en politisk scene. De var vant til at tale foran forsamlinger, men de skulle omstille sig til noget, der var anderledes,” siger hun.
Regnskoven i territorierne består
Efter års kamp, lykkedes det i år 2000 at få legaliseret Wargandi, der dækker 77.500 hektar regnskov, som et såkaldt comarca, der er det højeste niveau, et territorium kan opnå i Panama, hvor de oprindelige folk selv forvalter deres område.
“Oprindelige folks territorier er ofte meget store i forhold til deres samfund. Indenfor de områder er der skovlandbrug, områder, hvor kun medicinmanden må komme, og områder som hellige kildeudspring, hvor ikke engang medicinmanden må komme. Det er også de områder, vi i den vestlige videnskabelige tilgang ville udpege som strengt beskyttet natur. De oprindelige folks forklaring er bare en helt anden. Alt fra deres dyrkningsmetoder til hvordan medicinmanden kommunikerer med naturen og tolker den, er baseret på deres forklaringsunivers og mytologi. Men ud fra et biodiversitetsperspektiv giver det, de gør, også rigtig god mening,” forklarer hun.
Ser man i dag på et kort over Wargandi-territoriet, kan man se, at grænsen også er der, hvor skoven stopper. Det, der ligger udenfor, er stort set blevet fældet, mens det indenfor stadig er frodig, tropisk regnskov med flere pletter af oprindelige folks landsbyer spredt ud i området.
”Det var en sand fornøjelse at se, at skoven står der endnu, og at gunaerne lever deres liv i fred og ro,” fortæller Vibeke Tuxen.
“Det var et vigtigt kapitel, vi gennemgik. Både for de gunafolk, der fik retten til deres territorium, men det var også vores egen udvikling, som foregik i samarbejde med vores partnere. Det var med til at forme Verdens Skoves arbejde fremover,” afslutter hun.
Gunafolket bliver i dag set som et af de mest succesfulde oprindelige folk, som mange andre oprindelige folk verden rundt bliver inspireret af, når de også kæmper for deres rettigheder.
Verdens Skove arbejder i dag med flere af de oprindelige folk i Panama i forsvaret og bevarelsen af deres territorier.
Pressekontakt
Jonas Schmidt Hansen
Vil du bevare skoven?
Med en fast støtte til Verdens Skove bliver du Forest Fighter og en del af et voksende fællesskab, der står sammen om at beskytte skoven hver måned.
Når du støtter Verdens Skove er du med til at bevare 26 tropiske skove og den danske skovnatur. Du hjælper de mennesker, der lever i og af skovene, bremser udledningen af CO2 fra skovrydning og ikke mindst giver en hånd til skovenes tusindvis af dyre- og plantearter, som vi gerne vil passe på.
Læs vores dybdegående artikler
Oprindelige folk – Naturens vogtere
Ny aftale under Den Grønne Trepart
Verdens Skove i opråb til politikerne
En guldmine af miljøskader & kriminalitet
FSC-certificering bliver indført i Etiopien til gavn for landets pressede skove
Få nyheder fra skoven
Du får fortællinger, events, kampagneoplysning og skovnyheder fra hele verden.