La Prensa blev grundlagt i 1926 og har i næsten et århundrede været et fyrtårn for uafhængig journalistik i Nicaragua. Men i dag udkommer den kun digitalt – fra eksil. Avisens kontorer er beslaglagt, dens direktør fængslet og siden deporteret. Journalisterne er spredt over Costa Rica, Spanien, USA og Mexico. Men de skriver stadig.
I maj 2025 modtog La Prensa den prestigefyldte UNESCO Pressefrihedspris. Dagen efter meddelte Nicaraguas regering, at landet trækker sig fra UNESCO. Ikke i protest mod selve prisen, men mod hvem der modtog den.
Regeringen kaldte prisen for et “djævelsk udtryk for antipatriotisme” og beskyldte La Prensa for at tjene udenlandske interesser. UNESCOs generaldirektør Audrey Azoulay advarede om, at beslutningen vil berøve den nicaraguanske befolkning vigtige samarbejder inden for uddannelse og kultur.
Det handler ikke kun om UNESCO. Det handler om unge, der mister adgang til viden, kultur og et globalt fællesskab. Det føles, som om døren til verden bliver smækket i.
~ En kilde, der af sikkerhedshensyn ønsker at være anonym.
Udmeldelsen træder i kraft ved udgangen af 2026. Og det er langt fra første gang, at Nicaragua vender ryggen til det internationale samfund.
Et mønster af isolation
I februar i år meldte Nicaragua sig også ud af FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO). Det skete kort efter offentliggørelsen af en rapport, der viste, at næsten hver femte nicaraguaner lever med fødevareusikkerhed. Det er en af de højeste andele i hele Mellemamerika.
Regeringen kaldte rapporten for forvrænget og nægtede, at den afspejler virkeligheden. FAO fastholdt, at analysen bygger på uafhængige kilder og internationale standarder. Med udmeldelsen mister Nicaragua adgang til teknisk bistand og fødevareprogrammer. Et hårdt slag for de mange familier, der i forvejen kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen.
På papiret viser landets økonomi vækst, drevet af guldudvinding og pengeoverførsler fra udlandet. Men som FAO-rapporten påpeger, er væksten ulige fordelt. Fattigdom og sult fortsætter, fordi ressourcerne ikke når ud til dem, der har mest brug for dem.
Mens nogle få beriger sig på guldudvinding, betaler de oprindelige folk prisen med forurenede floder, ødelagte skove og ignorerede rettigheder.
~ En anonym kilde.
Isolationen mærkes ikke kun i forhold til omverdenen. Den mærkes også inden for landets egne grænser, hvor ytringsfriheden er blevet indskrænket skridt for skridt.
Pressefrihed i eksil
Siden de store protester i 2018, hvor over 300 mennesker ifølge FN mistede livet, har civilsamfundet i Nicaragua været under konstant pres. Tusindvis af NGO’er er blevet lukket, politiske modstandere er fængslet eller forvist, og pressefriheden er stort set forsvundet.
Når pressefriheden og civilsamfundet svækkes, forsvinder de sidste steder, hvor mennesker kan blive hørt og finde støtte. Det gør kampen for rettigheder næsten usynlig.
~ En anden anonym kilde.
I dag opererer stort set hele den uafhængige nicaraguanske presse fra udlandet. Ifølge Reporters Without Borders er over 200 journalister flygtet fra landet, og Nicaragua ligger nummer 172 ud af 180 lande på verdensranglisten for pressefrihed.
Det er ikke kun organisationer og medier, der bliver lukket ned for. Det er også kritiske blikke, adgang til viden og muligheden for international opbakning.
Naturen betaler også prisen
Udmeldelserne af UNESCO og FAO er ikke blot symbolpolitik. Når et land forlader de rum, hvor problemer kan diskuteres og løsninger udvikles, får det mærkbare konsekvenser.
Et af de mest bekymrende eksempler er tabet af international støtte til områder som Bosawás Biosfærereservat, Mellemamerikas største, som blev anerkendt af UNESCO i 1997.
Ifølge den nyeste rapport fra Global Forest Watch havde Nicaragua i 2024 den højeste afskovningrate for primær regnskov i hele verden: 4,7%. Næsten 78 % af dette tab, svarende til 74.000 hektar, fandt sted i Bosawás. På bare ét år.
Uden internationalt samarbejde og overvågning står beskyttede områder som Bosawás endnu mere sårbare over for skovrydning og udvinding, der underminerer både naturen og rettighederne for dem, der bor der.
Og mens ressourcerne hentes op af jorden for at berige de få, er det de oprindelige folk og deres skove, der betaler prisen. Minedrift, kvægavl og ulovlig skovhugst breder sig uden modspil. Og med en tavs presse er få tilbage til at råbe op.
Det, der i regeringens øjne kaldes suverænitet, opleves af mange som isolation. Og måske endda som en følelse af at være blevet glemt.
Selvom dørene til dialog lukkes én for én, fortsætter historien. Den bliver bare sværere at fortælle.
Glem ikke Nicaragua.
Kilder
- UNESCO Pressemeddelelse
- Reporters Without Borders – World Press Freedom Index
- FAO, FN’s fødevare- og landbrugsorganisation
- ACNUDH 2019, FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder
- Global Forest Watch Report 2024
Seneste artikler
Skoven nærer liv, håb og en bæredygtig fremtid for alle
Men skoven er truet. Sammen med oprindelige folk og lokalsamfund kæmper Verdens Skove for at beskytte skoven, så vi kan give fremtidige generationer en verden af sunde økosystemer.