Den første uge på COP30 er gået, og vi har taget hul på en ny. Vi gør status over klimatopmødets første uge, og zoomer i særlig grad ind på skovene.
Klimatal presser forhandlingerne
Ikke mindst forhandlere og repræsentanter kunne ånde lettet op, da dagsordenen sidste mandag blev vedtaget uden de store bemærkninger. Ved foregående klimatopmøder har det indimellem taget flere dage, før verdens lande er blevet færdige med at diskutere, hvad der skal diskuteres.
Men der gik ikke længe, før uenighederne prægede et af konferencens mest centrale emner, der handler om både tempoet og metoderne til at bremse den globale opvarmning og afværge en klimakatastrofe. Kort før COPens start udkom en rapport, der understreger den alvor, verdens ledere står overfor – at de nuværende nationale klimamål styrer verden mod en global opvarmning på 2,6 °C. Landenes samlede planer vil kun reducere udledningerne med 12% inden 2035, hvilket er langt fra de nødvendige 60% for at nå Parisaftalens mål på 1,5 °C. En global opvarmning på mellem 1,5 og 2 grader kombineret med skovrydning øger risikoen for de såkaldte “tipping points”, hvor store dele af regnskoven omdannes til savanne med enkelte træer.
Brasilien sætter skovene i centrum
Dog kan det mærkes på initiativerne udenfor forhandlingerne, at værtslandet Brasilien mener det, når de siger, at skoven har en særlig betydning på årets COP. Da lederne samledes på årets leaders summit – et møde, der afholdes for lederne forud for topmødet, lancerede Brasilien et opråb til global handling om modstandsdygtighed over for skovbrande på COP30. Erklæringen anerkender, at klimaforandringer fører til hyppigere og mere alvorlige naturbrande og påpeger, at skovbrande i 2024 var den største årsag til tab af primær tropisk skov sidste år. Initiativet opfordrer til et paradigmeskifte væk fra udelukkende brandslukning og hen imod en strategi fokuseret på forebyggelse. Dette indebærer brug af videnskab og politiske tiltag, inddragelse af Oprindelige folk og lokalsamfund samt en understregning af, at indsatsen mod naturbrande skal gå hånd i hånd med en markant reduktion af drivhusgasser.
Nyt finansieringsløft
Samtidig lancerede Brasilien i denne uge også et stort initiativ, der skal give langsigtet, forudsigelig finansiering til lande, der beskytter verdens tropiske skove. Målet er at rejse op til 125 milliarder dollar, hvoraf 20% af betalingerne vil gå direkte til Oprindelige folk og lokalsamfund. Tyskland og Norge har allerede lovet bidrag til initiativet, der går under navnet Tropical Forest Forever Facility og i daglig tale kaldes TFFF, mens Danmark gennem en erklæring har vist, at de er positivt indstillet.
Læs mere i denne artikel i Politiken hvor Co-Generalsekretær Jakob Kronik udtaler sig om TFFF, og du kan også finde Verdens Skoves position her.