Patrol

Danmarkspremiere
PATROL

Når dit liv afhænger af skoven, vil du gøre alt for at forsvare den

Se den prisvindende dokumentar i Cinemateket 2. december 2026
og mød nogle af de mennesker, der kæmper for skov og rettigheder i Nicaragua.

Din deltagelse er afgørende i kampen for skov og rettigheder

Nicaragua befinder sig i en alvorlig politisk krise under Ortega-Murillo-regimet, hvor menneskerettighederne er under pres. Magten er centraliseret, oppositionen undertrykkes, og uafhængige medier og civilsamfundsorganisationer er blevet begrænset eller lukket ned. Kritikere risikerer vilkårlig fængsling og forfølgelse, og mange er blevet tvunget i eksil.

Det har alvorlige konsekvenser for landets befolkning, ikke mindst de oprindelige folk og de skove, som deres territorier omfatter.

PATROL er en dokumentar om den voksende krise i en af Mellemamerikas sidste store regnskove. Filmen følger skovvogtere fra Rama- og Kriol-samfundene, der sammen med miljøforkæmpere og journalister dokumenterer ulovlig kvægdrift og dens konsekvenser for regnskoven og deres rettigheder.

Filmen bringer os tæt på en konflikt, hvor skovrydning ikke kun handler om natur, men også om magt, rettigheder og retten til at bestemme over egne territorier.

Mød gæsterne. Efter filmvisningen den 2. december kan du møde nicaraguanske gæster med tæt kendskab til filmen og situationen i landet.

Billetter

Billetter til Danmarkspremieren på PATROL kan nu købes. Der er et begrænset antal pladser, så vi anbefaler at købe din billet i god tid.

Billetpriser:

100 kr. for standardbillet

60 kr. for unge u. 25 år, studerende, pensionister og medlemmer

Rabat for medlemmer af Verdens Skove, Mellemamerika Komiteen og International Børnesolidaritet.

Alle billetindtægter går til de politiske fanger og deres familier i Nicaragua.

Se trailer

Filmen vises med danske undertekster.

Dato og tidspunkt

Dato: Onsdag 2. december 2026

• 17.00-18.25: Filmvisning af PATROL

• 18.25-19.30: Samtale med de nicaraguanske gæster på dansk med oversættelse til spansk for nicaraguanske gæster

• 19.30-20.30: Mød gæsterne i foyeren, smag på Nicaragua og hør, hvordan du kan støtte kampen for skov og rettigheder.

Sted: Cinemateket, sal: Bio Carl, Gothersgade 55, København K

Nicaraguanske gæster

Dyann Barberena, Kriol

Dyann tilhører Kriol-folket af afrikansk afstamning og kommer fra landsbyen Greytown i det sydøstlige hjørne af Rama-Kriol-territoriet i Nicaragua. Hun har siden 2015 været aktiv i lokalsamfundet, og blev i 2017 valgt til tillidsposter lokalt samt i den territoriale regering. Hun har yderligere deltaget i overvågningsindsatser ledet af territoriets skovvogtere i det Biologiske Reservat Indio Maíz.

Fra 2018 har hun bakket op om offentlige klager over udefrakommendes illegale bosættelser, skovbrande, ødelæggelser og indgriben i de lokale ledelsestrukturer i landsbyerne Greytown, Indian River og Corn River.

Siden 2023 har hun opholdt sig uden for Nicaragua, men fortsætter sit arbejde med oprindelige folk og folk af afrikansk afstamning i landet.

Amaru Ruiz, Menneskerettighedsforkæmper, forsker og miljørådgiver

Amaru er biolog med en grad i både international menneskerettighedsret og virksomheders samfundsansvar. Han har haft fremtrædende lederroller i flere nicaraguanske civilsamfundsorganisationer, herunder Fundación del Río og Asociación Centroamericana Red Local. Hans erfaring omfatter koordinering af regionale netværk, lokal udvikling, universitetsundervisning samt miljø- og samfundsforskning. Han har siden specialiseret sig i politisk interessevaretagelse til fordel for oprindelige folks rettigheder i Mellemamerika, klimaforandringer og bæredygtighed.

Han kombinerer avancerede tekniske kompetencer inden for analyseværktøjer og geografisk stedfæstelse med stærke evner inden for ledelse, konfliktmægling og strategisk tænkning. I sit aktuelle arbejde følger Ruiz minedriftens udnyttelse af Nicaraguas naturressourcer og betydningen af kinesiske investeringer i landets minesektor.

Ortega-Murillo-regimet i Nicaragua fratog ham i 2023 hans statsborgerskab på grund af hans arbejde for menneskerettigheder, miljørettigheder og oprindelige folks rettigheder. Han lever i dag i eksil.

Camilo de Castro, Medinstruktør og producer af PATROL

Camilo er undersøgende journalist, dokumentarfilmskaber, kommunikationsstrateg og konsulent inden for social forandring. Han har mere end tyve års erfaring med undersøgende journalistik, dokumentarfilm og kampagner, der fremmer miljøretfærdighed, menneskerettigheder og samfundsforandring.

Han er grundlægger og direktør for Juli Films, et bureau, der kombinerer film, research og strategisk kommunikation for at give historisk marginaliserede befolkningsgrupper en stærkere stemme, mobilisere civilsamfundet og skabe forandring. Hans arbejde forbinder undersøgende journalistik og audiovisuel fortælling med kommunikationsstrategier og politisk lobby.

Han har instrueret og været medinstruktør på flere internationalt anerkendte dokumentarfilm, herunder Emergency in the Forest, Bosawas’s song og Patrol. Han har modtaget flere betydningsfulde priser blandt andet Premio Pedro Joaquín Chamorro Cardenal a la Excelencia en el Periodismo de Investigación, Wildscreen Impact Panda Award og Jackson Wild Media Award.

Siden 2023 har han ledet den internationale kampagne omkring PATROL, som kombinerer research, kommunikation og politisk lobby for at sætte fokus på forbindelserne mellem ulovlig kvægdrift, skovrydning, menneskerettighedskrænkelser og internationale forsyningskæder for kød. I 2025 udgav han Conflict Beef om Nicaraguas manglende sporing af kvæg og deres forbindelser til de internationale markeder.

Han har levet i eksil siden 2018. Ortega-Murillo-regimet fratog ham i 2023 statsborgerskab og konfiskerede hans bolig. Han udvikler fortsat dokumentarer og kampagner med fokus på kødindustrien, miljøretfærdighed og menneskerettigheder.

Kristian Almblad, DR’s korrespondent for Latinamerika.

Kristian modererer samtalen efter filmen.

Nicaragua-Netværket i Danmark inviterer til Danmarkspremieren på PATROL

Dansk-Nicaraguansk Alliance

En gruppe af danske og nicaraguanske borgere, der bor i Danmark, som er gået sammen for at støtte det nicaraguanske folk i deres kamp for demokrati.

Mellemamerika Komiteen

En solidaritetsorganisation, og i daglig tale kalder vi os MAK. Vores formål er at mobilisere en aktiv solidaritet med befolkningerne i Mellemamerika.

Mellemamerika Komiteen støtter aktivt kampen for social retfærdighed, selvbestemmelse og menneskerettigheder. Vi prioriterer det direkte samarbejde med politiske og folkelige bevægelser.

De sidste 45 år har vi arbejdet med bondebevægelser, fagbevægelser, kvindeorganisationer og ungdomsorganisationer, der alle arbejder for at styrke det fattige flertals sociale og politiske vilkår.

Mellemamerika Komiteen arbejder i Nicaragua, Guatemala og Honduras.

International Børnesolidaritet

En medlemsforankret forening, der siden 1992 har arbejdet rettighedsbaseret for at styrke børn og unges ret til at blive hørt, blive taget alvorligt og få indflydelse på de beslutninger, der vedrører deres liv.

I dag samarbejder vi med lokale partnere i Bolivia, Peru, Colombia, Costa Rica og Guatemala, lande præget af stor ulighed og fattigdom, hvor behovet for international solidaritet fortsat er stort.

Med forankring i FOA, BUPL og Socialpædagogerne bygger International Børnesolidaritet bro mellem globalt engagement, børns rettigheder og pædagogisk praksis i Danmark. Med inspiration fra vores partnere i Latinamerika skaber vi viden, engagement og handling, og styrker solidariteten på tværs af landegrænser.

Verdens Skove

En organisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Vi har 40 års erfaring i at bevare og udvikle biodiverse skove. Vi arbejder med praktiske initiativer i tropiske skove, vidensudvikling og politisk forandring for skove over hele verden også i Danmark.

Vi har hovedkontor i Danmark og regionale kontorer i både Østafrika, Sydamerika og Mellemamerika. Tilsammen huser de et professionelt sekretariat, som arbejder tæt sammen med en lang række partnere i vores fokuslande: Etiopien, Uganda, DRC, Bolivia, Brasilien, Peru, Panama, Honduras og Nicaragua.

Med støtte fra Danida og Torben & Alice Frimodt Fond.

Sammen bliver vi klogere

Efter filmen inviterer vi til en samtale med nicaraguanske gæster, der har oplevet konflikten i landet på nært hold, og repræsentanter for organisationer med indgående kendskab til kampen for skov, territorier og rettigheder.

Hvilke konsekvenser har det, når demokratiske friheder indskrænkes, og civilsamfundet undertrykkes? Hvad sker der, når oprindelige folks territorier kommer under pres fra ulovlig kvægdrift og andre økonomiske interesser? Og hvilket ansvar har Danmark og det internationale samfund?

Sammen sætter vi filmens fortælling ind i en større international sammenhæng.

Vi er flere danske og internationale organisationer, der fortsat opfordrer til at genoprette de demokratiske friheder i Nicaragua.

Alle stemmer tæller i kampen mod skovrydning

I Latinamerika er kvægdrift den største årsag til skovrydning og tab af biodiversitet.

Når regnskov ryddes for at gøre plads til kvæg, går det ikke kun ud over naturen. Det truer også oprindelige folks territorier, rettigheder og levegrundlag.

Sporbarhedssystemer skal sikre, at kvæg ikke stammer fra ulovlig produktion. Men i Nicaragua gør mangelfuld kontrol det muligt for kvæg, der er opdrættet ulovligt i beskyttede naturområder og oprindelige folks territorier, at blive en del af den lovlige forsyningskæde. Dermed kan kvæg fra ulovlig produktion ende hos udenlandske virksomheder.

Skovrydning i Nicaragua er derfor ikke kun et lokalt problem. Den hænger også sammen med internationale markeder og efterspørgslen på oksekød.

Ved at skabe opmærksomhed om disse sammenhænge kan vi være med til at lægge pres på virksomheder og politiske beslutningstagere for at sikre ansvarlige forsyningskæder og respekt for oprindelige folks rettigheder.

Patrol Cattle

Rama- og Kriol-samfundenes kamp

Rama-folket er et af de tre oprindelige folk på Nicaraguas østkyst og tæller omkring 2.800 mænd, kvinder og børn. De fleste bor på den lille ø Rama Cay, mens resten bor spredt på fastlandet mellem Bluefields og Greytown. Rama-folket er et af verdens mindste oprindelige folk.

Kriol-folket er en befolkningsgruppe med afrikanske rødder, som tæller omkring 43.000 mennesker. De bor primært i Bluefields-området og langs kysten. Kriol-folket har mange kulturelle fællestræk med Rama-folket.

Rama- og Kriol-folkene har fælles rettigheder til Rama-Kriol-territoriet, som omfatter over 80% af det Biologiske Reservat Indio Maíz. Territoriet forvaltes af den selvstyrende Rama-Kriol-territorialregering.

For at imødegå de voksende trusler mod deres territorium fra ulovlige kvægavlere, minearbejdere og andre økonomiske interesser, der driver ødelæggelsen af skoven har de oprettet et skovvogter-program for at tage kampen op.

PATROL er deres historie.

Patrol demo

Indio Maíz Reservatet er truet.

Det Biologiske Reservat Indio Maíz er for de fleste danskere en ukendt perle af tropisk regnskov næsten på størrelse med Fyn (2.639 km²). Her findes mere end 520 arter af pattedyr, fugle, krybdyr, insekter og padder. Det rummer således biodiversitet og økosystemer med stor vigtighed for mennesker og klima.    

Indio Maíz er et strengt beskyttet område under nicaraguansk lov, og samtidig udgør det kerneområdet af UNESCO-biosfæreområdet Rio San Juan. Derudover overlapper størstedelen af reservatet med Rama-Kriolernes territorium. 

I Indio Maíz er bosættelser, landbrug, kvægdrift og ekstraktion af naturressourcer således ikke tilladt.

Men lovgivningen overholdes ikke, og regnskoven forsvinder i takt med, at folk invaderer stedet med økonomiske interesser for øje.

Læs mere om Indio Maíz.

Hvorfor viser vi PATROL?

Beskyttelse af skove hænger uløseligt sammen med beskyttelsen af menneskers rettigheder.

Over hele verden står oprindelige folk og skovafhængige lokalsamfund i frontlinjen for at beskytte skove og territorier. Men mange steder er deres rettigheder under pres fra blandt andet skovrydning, ulovlig kvægdrift og land grabbing.

PATROL giver et indblik i denne virkelighed gennem Rama- og Kriol-samfundenes kamp for at beskytte deres territorium i Nicaragua.

Verdens Skove arbejder sammen med oprindelige folk og skovafhængige lokalsamfund for at styrke deres rettigheder og støtte deres arbejde med at beskytte og genoprette skove.

Med filmvisningen ønsker vi at skabe opmærksomhed på de mennesker, der forsvarer skovene, de trusler, de står over for, og det ansvar, som lande som Danmark har for at adressere de globale drivkræfter bag skovrydning.

Nicaragua Indio Maiz Selva

Pressekontakt

Kontakt Nanna Bohmann på email, nb@verdensskove.org eller tel. 31902767.

Læs flere historier fra Nicaragua

Nicaragua Indio Maiz

Nicaraguas grænselov: Når staten tager jorden

Pressefriheden lever. Bare ikke i Nicaragua

Følg med i vores skov-nyheder fra hele verden