I Uganda kæmper vi for den unikke natur og biodiversitet
Verdens Skove arbejder primært i Itwara og Matiri skovreservater, der sammen med Kibale Nationalpark danner en vigtig migrationskorridor for elefanter og chimpanser. Området er et biodiversitets-hotspot med store sociale udfordringer. Vi arbejder med skovrejsning og politisk påvirkning for at fremme forståelsen af skovenes værdi.
Skovlandbrug skaber muligheder i Uganda
Ugandas skove rummer en imponerende biodiversitet, der i mange år har givet befolkningen gode forhold til deres landbrug og skovbrug, stærkt hjulpet på vej af stabile regnfaldsmønstre. Skovene har også skabt en signifikant del af landets indtægter gennem turisme og har dermed været en national stolthed.
Desværre er Ugandas skove under stort pres, og landet har gennem det sidste århundrede bevidnet en massiv afskovning. I 1900 var 54% af Uganda dækket af skov, i dag fylder skovene mindre end 10%. Truslen mod skovene kommer især fra en voksende befolkning, der i samme periode er vokset fra 17 millioner til det nuværende befolkningstal på over 45 millioner indbyggere.
Det har sat sine tydelige spor på skovene, da den stigende befolkning kræver mere og mere brændsel og land, samtidig med at pladskrævende industrier som sukker- og palmeolieproducenter har gjort deres indtog. Dertil er skovene truede af klimaforandringer, der ændrer områdets vejrmønstre og skaber tørke.
Verdens Skove arbejder derfor i Uganda for at skabe bevidsthed om skovenes udfordringer og etablering af skovlandbrug, der beskytter skovene samtidig med at det bidrager til befolkningens økonomi.
I Uganda er vores primære samarbejdspartnere de to lokale NGO’er JESE og ECO Uganda. Vores indsats er fokuseret omkring et område i det vestlige Uganda i forbindelse med to skovreservater, Itwara og Matiri, som sammen med den nordlige del af Kibale National Park udgør en migrationskorridor for bl.a. de sjældne skovelefanter og chimpanser. Derudover er området et hotspot for biodiversitet, men også et område med store sociale udfordringer i form af fattigdom, flygtninge fra konflikten i Congo og marginalisering af etniske grupper.
Verdens Skove i Uganda
Verdens Skove har arbejdet i Uganda siden 2018. Vi arbejder med etablering af skovlandbrug, der ligger som en korridor mellem skovreservaterne Itwara og Matiri og Kibale National Park, så dyr som skovelefanter og chimpanser kan migrere.
Vores indsats i landet foregår både på regeringskontorerne og ude i skovene. Med vores samarbejdspartner ECO Uganda arbejder vi politisk med at forbedre forståelsen for den sociale, miljømæssige og økonomiske værdi af skovens ressourcer for at påvirke beslutningstagerne. Med vores samarbejdspartner JESE arbejder vi konkret for at genetablere trædækket mellem skovreservaterne ved at etablere skovlandbrugssystemer med lokale træarter sammen med de lokale farmere og give dem træning og rådgivning i de optimale forretningsmodeller.
Skovlandbrugssystermerne har et stort potentiale til stor gavn for biodiversitet og klimaet samtidig med, at det skaber det nødvendige livsgrundlag for de landmænd, der skal være med til at passe på Ugandas resterende skove.
Vores seneste indsatser i Uganda
Verdens Skoves praksis på skoleskemaet i Uganda
Verdens Skove har i samarbejde med vores ugandiske partner, Joint Effort to Save the Environment (JESE), udarbejdet et pensum i bæredygtige praksisser i og omkring skovene. Kurserne er en del af initiativet ’Green Entrepreneurship’, der har til formål at skabe grønne jobmuligheder i Uganda for at beskytte naturen. Hele eller dele af pensummet er allerede blevet integreret på flere ugandiske erhvervsuddannelser, og undervisningsmaterialet skal digitaliseres for at gøre vores viden endnu mere delbar. Målet er at få hele pensum med i det nationale uddannelsessystem i Uganda.
Køb et regnskovs-certifikat og støt Verdens Skoves arbejde i bl.a. Uganda
Siri Bang har designet dette smukke motiv Den Hellige Chimpanse.
Verdens Skove arbejder på at udbrede og bevare chimpanserne levesteder i Uganda.
Verdens Skoves partnere i Uganda
Climate Action Network Uganda
Climate Action Network Uganda (CAN-U) er et civilsamfundsnetværk der er startet i 2009 og ledet af Oxfam Uganda, med en vision om at bidrage til en verden, der aktivt arbejder for at beskytte klimaet med fokus på retfærdighed, social lighed og bæredygtig udvikling. CAN-U arbejder på lokalt, nationalt og globalt niveau med kerneområder som klimaforskning, fortalervirksomhed og kapacitetsopbygning.
JESE
Verdens Skove har sammen med JESE startet agroforestry-aktiviteter i bufferzonerne i Itwara og Matiri Central Forest Reserves på den nordlige spids af Kiibale National Park. Et samarbjde til at forbedre den eksisterende kaffedyrkning af små bønder der er organiseret i to foreninger. Forbedringen tager form af både stigning i udbytte og kvalitet, samt diversificering af afgrøder til at omfatte træer så modstandskraften med eksempelvis klimaændringer forbedres.
Solidarity Uganda
Verdens Skove arbejder sammen med Solidarity Uganda, der er en sammenslutning af aktivister, community-organisatorer og politiske undervisere, der alle arbejder for at styrke marginaliserede samfund i Afrika og andre steder.
Artikler om Uganda
Få nyheder fra skoven
Du får fortællinger, events, kampagneoplysning og skovnyheder fra hele verden.